United States or Tonga ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter. Han nikkede: -Luk saa Dørene op. Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.
Ved en sær Tankeforbindelse maaske fra Seraillets Damer til Smykker begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage paa Stolen: "Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
Ogsaa hendes sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener, førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ... Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem paa egne og Børns Vegne.
Jeg kjørte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene. Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens han talte dem. -Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham? -I Etatsraadindens Værelse.
Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør fra Entréen det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i hendes Bekendtes Lejligheder og som var sejlet gennem alle Stuer: -Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa højt som det øvrige: -Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød.
Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun langs Husene lige til Etatsraadindens Port. Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af hendes Klæder. -Hvem vil De tale med, sagde han. Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i Gangen.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok: -Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude? -Ja, Hr. Konferensraad. Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: -Hvorfor dog? hvorfor dog Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. Tilgiv tilgiv, mumlede hun. Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn De har lidt meget.
Dagens Ord