United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og naar de kom i Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en Haand, han havde trykket under Bordet thi han fortalte hende alt saa hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg Fortvivlelse. Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng. Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.
Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet og sagde: Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i disse Aar Alt muligt løst og fast. Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde.
Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her, og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde dem allesammen. Og saa først var hun alene; helt alene. Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad Stentrappen. Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og snakke med sig selv. Hvor hans Ansigt var rødt!
"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time." "Nej Tak" William skulde til Byen ... "Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels jeg vil hellere gaa."
"Hun holder sgu meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen men hun snakker løs og lader sig ikke mærke med det." Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering. Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Jeg vilde jo alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil dø, det er det eneste, der er for mig at gøre.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre. -Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen. Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Fru Reck ventede et Øjeblik: -Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
"Oppe i mit Værelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var saa god, han hjalp mig vi har faaet alting færdig. Maa jeg saa bestille Vognen til 5,15 Toget?" "Nej, det maa De rigtignok ikke. Gid Pokker havde Lord Robert!" sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse. Jeg vil ikke have det. Kære, taabelige lille Barn" hans Stemme var ganske bevæget.
Dagens Ord