Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juli 2025
-Ja der er jo intet i Veien men allerede imorgen ... -Det vil skaane mig for Besøg og Visiter ikke sandt, saa bli'er det imorgen? Tak Urne du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og løftede Ansigtet op imod hans: -Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro. Urne klappede hendes Kinder: -Ja naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han.
Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier!
Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«, sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af Steen.« »Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent«, bad jeg atter.
»Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs«, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. »Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.« Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle.
Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden". Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie.
»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?« »Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.«
Den lille Hans blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører: jeg skulde nok selv finde igjennem. De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne.
Saaledes kom jeg ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; jeg undskyldte mig med, at jeg vilde bese »Kunstgewerbe-Schule« og slutte Forbindelse med dens Bestyrelse. Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere Børn. I hans Væsen var der kommet noget mere Forjaget; for Resten var han den samme bløde Fyr.
»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe. »Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?« »Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.« »Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?« »Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.«
Hør Jørgen! Jørgen . Hr. Kammerjunker? Claus . Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen. Jørgen . Skriverkarlen? Claus . Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig. Jørgen . Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien?
Dagens Ord
Andre Ser