United States or Greece ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og alligevel holdt han af hende saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.
Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden. Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bolling.
I et Nu var Mlle Leterrier i "Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om Frederik den Store. Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci". Det var gammel Vane.
Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede. -Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre. Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne. I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod. Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to Lommetørklæder. -Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med.... -Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmende Øjne. Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var Paaske-rene og skinnende.
-Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det. Vi satte os. Ja han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet. Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han: -Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig i de otte Aar. -Otte Aar er det otte Aar -Ja, det er otte Aar.
Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. »Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane. Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet....
-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen jeg holder ikke af det ... det »Elektro« ... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....
-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo, hvor de lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra "Ludvigsbakke".
Dagens Ord