United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstrømper: -Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle. -Skal De op, Brandt? -Ja. -Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.
Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig.
Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden. Saa gik han.
Og idet de ikke ere i Vane med altid at følge Tankegangen, kan de naturligviis heller ikke læse med den rette Betoning, d. v. s. fremhæve de Ord eller Stavelser, som skal fremhæves, for at hele Sætningens Betydning kan komme klart for Dagen. Tilhørerne maae derfor ofte gaae glip af Meningen.
Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm: Voila l'Eglise triomphante , sagde hun og skød Læberne frem; hun havde faaet den Vane efter Karl. -Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i Ridebukserne, mens de slentrede videre. Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren. -Jeg vil skam se dem, sagde hun.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? -At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt ... Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun: -Vilsac det bedste var aldrig at tænke. Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af. I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter. Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen.... Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.
William havde Feber, han spiste intet til Middag, efter Middagsbordet "løb" han. Det var en Vane, han havde. Naar der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu rent forskrækkeligt.
Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet ham en Vane. Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk. Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen. Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.
Dagens Ord