Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juni 2025
Ja, det er Thomas. Det er ham, og ingen af os andre. Han vred sig op imod Væggen. Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines saadan. Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn. Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen. Og det var Thomas, der havde dræbt dem.
Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, naar han hørte hendes forfærdelige Ord. Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt, om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker laa Slægten begravet igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væggen, hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften. Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.
Inde i Skolestuen larmede Børnene. Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel hørte hun ikke ... Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned over Ansigtet.
Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg « her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer« men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. Værs'go, der staaer Piberne tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.«
Jeg skal præsentere to ærede Kolleger for hinanden. Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at de var tre i Kamret. Henne ved Væggen paa en lav Bænk laa et Væsen og stirrede paa dem med syge, dybe Øjne. Men Hovedet var af en unaturlig Størrelse og Form, det syntes at være sunken fladt sammen paa Bænken. Det var hvidt som Talg og laa i store Valker.
De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren. -Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er. -Tak for Mad. Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det gaar nok over ... Ta' Tøjet af. Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen.
Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre i Væggen. Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige: Hør! hviskede hun stiv af Angest. Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ... Og de travede videre ...
Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen.
Dagens Ord
Andre Ser