Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
-Det var Skovrideren det var ham , som havde taget hendes Barn. Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op. Han havde taget hendes Barn. Hun faldt ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord, hun ikke vidste selv; saa forbandede hun dem ; saa jamrede hun over hende ; saa bad hun "Fruen" om Tilgivelse loftende de rystende Haender.
Ida og Schrøder holdt sig i en Krog. Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Erhard fulgte saa sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, saa det lød hen gennem den hele Gade. Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem Forældrenes stille, forladte Stuer.
... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa, foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han: -Hm du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg. Pustede Lysene ud og gik. Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den store, gammelt hyggelige Have.
-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel. -Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel. Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa tilbage af de gamle Træer.
Og de havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store, dunkle Stuer oppe paa Næsset. Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet dræbt. Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i Straahytten.
Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser. Psalmen med dens mange Roster i Diskanten lod ind gennem Haven. Det var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens hun gik.
Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde. Hr.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence: -Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende. Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu. -Er Vognen der? raabte han. -Ja, Deres Excellence. Alle havde rejst sig i begge Stuer undtagen Hendes Naade. -Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet. -Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
Han holdt pludselig inde: -Sover Hendes Naade? sagde han. -Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence. -Godt. Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler. -Hvem er det? raabte Hendes Naade.
Dagens Ord
Andre Ser