United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de. Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt. Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste. Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.
"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb. "Der er Grind i Fjorden, Niels." Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet. I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand.
Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet igen. Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer de lange Slør og de to Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brødre ... som havde takket paa Familjens Vegne Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken Helene ømmede sig i for smaa Støvler.... Der gik de alle.... Og skyndte sig. Agnes bøjede Hovedet.
At de kunde synge, synge og virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de. Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og peb som en gigtsyg Mus. Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken.
Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og saa naar vi naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende. -Men Erhard fordi man bliver syg -Ja ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet til, du?
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause. Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm. En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i Ilden.
Stæren fløjtede lidenskabeligt hver Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene. Lærkerne hang trilrende paa Vingen taarnhøjt oppe over de golde Marker. Vinden løb i det visne Græs paa Bakkehældene og krusede det blaa iskolde Vand i Pløjemarkerne. De første gule Blomster stirrede ud af Jorden, Svalerne red tavse paa Østenstormen. Og saa blev det endelig stille.
Og paa Bænkene langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der; han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange Lys. Dagligstuen, hvor Arnen staar.
Dagens Ord