United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og det sidste brød han sig heller ikke om. Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk Dyne.
Hans Hjerte bankede, han følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn! Men her forstod han, her undredes han ikke. Han stirrede sig blind paa dette Navn.
"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det." Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget. "Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig. Der gik som et Stød gennem Karlen.
Ogsaa han stirrede ud over Havet, og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet. Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget, smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf. I Stormen. En Skuffelse.
Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom. Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten. Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden. Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod ham.
Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa. Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.
Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun: -Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo. -Du kan det allerede, sagde hun. -Ja, det sidste.
Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte Ordene: Verflucht sollst du sein auf Erden, hörest du mich ruhelos, schlaflos, dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde!
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, ud i Sommeraftenens Skønhed. Tine , sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp. Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord, Tine ikke forstod: "Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun. Og hun tav igen.
Men der var som en sammenpresset Angest over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad. Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit. Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.
Dagens Ord