Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. oktober 2025
Og betaget hvidskede Schønaich: -Ellen, De maa jo huske det. Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet. -Jo, sagde hun, jeg husker. Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten: -Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af hende paa Sofaen.
Ja lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich. -Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen Ellen saa paa Fyrsten nu og da Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden. Nei det har Lidenskaben ikke Tid til.
Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved Flygelet. -Kan man ikke være lykkelig hvor vil De dog sige det, Grev Schønaich Som nu jeg idag iformiddags, da jeg laa paa Bakken der, De ved, hvorfra man ser Havet.
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. Saa sagde Schønaich: -Men nu er hun død. -Og jeg elsker Dem, Ellen ... Ellen svarede ikke. -Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende. -Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. Lidt efter gik han. Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig. -Det var ham, der sang, sagde hun. Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen.
Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm ... Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres Bænke ... -Hvad finder du, Schønaich connaisseur? -Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer? -Jo og fik den tilbage ... Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria Theresia, sagde han. -Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.
Mod Generalen var hun altid indtagende elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk midt i Solheden. Mod Schønaich var hendes Væsen uens.
Han standsede og lidt efter sagde han: -Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere. -Ingen tror dem, alle dømmer ... Schønaich taug Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige. -Skal jeg synge lidt?
Men hans Ord blev æggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer. Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del.
Dagens Ord
Andre Ser