Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 12. juni 2025
Og nu nu var han blevet Præst paa Lyø. Som om min gamle Kammerat gjættede mine Tanker, sagde han: -Ja min Ven der kan hænde meget i otte Aar. -Ja der kan hænde meget. Vi sad lidt tavse, saa sagde han: -At Fader døde, hørte du vel det var vist kort efter, du var rejst. -Ja jeg hørte det helt kort. -Det var et sørgeligt Dødsfald han vilde jo ikke overleve Ulykken. Jeg vidste intet at sige.
-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke. -Vi kunde jo det kom tøvende dele Løverne. Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til: -Hvis Du vil. -Dele Løverne? -Ja jeg mener, vi kunde arbejde sammen. Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne.
De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen havde rejst sig saa kastede han sig tilbage. -Laeg ham laeg ham. De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han sogte om Ord: -Annie Mo'er Annie horer I Fuglene? Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han: -Ja, hvor Livet skal blive smukt.
Se, se, se! lød det med stormende Vælde fra hundrede Munde mellem Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemærkede han, at Carolus' Hoved havde rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var øjensynligt levende endnu, men Hovedet laa ikke formløst, det stod fuldt ud fra Brynene i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige Vindinger. Se! skreg Mængden i Rædsel.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst. Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde: -Sæt Dig her, Aline. Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.
-Og saa munter han altid var det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren: Hendes Naade Priorinden. Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst. -Ja. Priorinden kom alene. Frøken von Salzen kunde ikke spørge.
Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!
Og nu stod Resultaterne der, kendt døde og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst?
Den har rejst ham en simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.
Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han jo. Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans forgræmmede Mund. Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt bestemt.
Dagens Ord
Andre Ser