Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 12. juni 2025
William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ... Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde." sagde han. William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og kort.
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg. Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne. Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von Eichbaum: -Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge Hænder. -Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder. -Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte. Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng. -Saa gaar vi, gentog Ida. Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige ved at træde op i det. „Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede Nikoline.
"Vi havde ikke forlangt det af Skæbnen, den bragte os sammen, og jeg forsøgte paa ikke at tale til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde os begge saa forfærdelig ulykkelige, og med hver Dag betød vi mere og mere for hinanden, indtil vi i Gaar da jeg troede, han var rejst bort, og jeg var saa ulykkelig mødtes i Parken, og det kunde ikke længere nytte, at vi forstilte os.
-Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle.... Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske Staldbygninger. Ida havde rejst sig, og paa én Gang sagde hun og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt derpaa : -Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed. -Hvad vil Du? -Ja, jeg vil leje en Lejlighed
Mine Forældre havde været døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant til at tage Livet, som det faldt.
Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han. "Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget." "Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina. "Naar han blot vilde flytte hjem ..." Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene paa Flygelet mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
At afbryde ham vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig.
Dagens Ord
Andre Ser