Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere: -Men Livet skal dog leves. -Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde. -Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren. Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr. Qvam. Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar var opløst af Regnen.
Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.
Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved: -Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen. -Hvem? -Vi, sagde hun. Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor. Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol.
Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften: -Hvorfor lyver de da alle? -De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt: -Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste . . . -Men vi er ens og vi har den samme Krop.
Carolhausen finder hende saa smuk. Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet er smukt, siger hun. Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab: Figaro Gaulois Figaro!
Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne. Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr. Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod paa Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet over sit Hoved, og græd, saa det genlød i Porten: -Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.
Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: -Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.
Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren. Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet ganske mørkt. -Er der nogen? sagde hun. -Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen. -Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent.
I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham. En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og gamle Doktor Larsen.
Det lod til, at Professoren morede sig, han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere. "Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være salvelsesfuld slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln saadan skal han være ... Han tror selv, han er hellig ..."
Dagens Ord
Andre Ser