United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Klaprende gik det bort, ud i Mørket. -Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt. Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind. Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind. Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden.
Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans Skulder, mens hun sukkede. -Hvorfor sukker De? hviskede han. Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at hvile lænet til hans Bryst. -Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.
Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede. -Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun. -Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe. -Jeg har ikke set Abels saa længe.... -De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen. -Ja, han søger jo.... Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe.
-Aa Exempler Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa Stolearmen Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa Og det er dog noget af det vigtigste -For mange. -For alle tro De mig.
Ja, saa lidt de kendte til hinanden alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden.... Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt. Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Det var en Dranker, som var her for tredje Gang. Han laa kun og knugede Hænderne: -Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa Knoerne blev hvide. Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han det Blik maa En have, der korsfæstes : -Jeg kan ikke andet. Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.
-Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet. Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse. -Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve.... Ida saá op i Lysene: -Jo, sagde hun langt og stille. Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod Armstagen: -Ja, hvis man endda var Landmand.
"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og Død. De kender ham altsaa?" Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende. "De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?" "Aa, Penge!
-Ja, sagde han, han ka' sagtens le han staar udenfor 'et. Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven. -Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka. -Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen. Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og saa' op i Egen.
Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og de lette Sommerskyer, naar de drev. Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned.
Dagens Ord