Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
-Ja den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede. Rappelle toi, quand l'Aurore craintive Ouvre, au Soleil son palais enchanté; Rappelle toi, lorsque la nuit pensive Passe en rêvant sous son voile argenté Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes Haand.
Rødmen døde bort i hans Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning. "De kommer der nok en Del," sagde han. "Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.
William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ... Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde." sagde han. William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og kort.
Men saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort, fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for den Elskede paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig, naar han kyssede hendes Haand. Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene. Men Stykket gik videre.
Han bøjede sig ned imod hende: -Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet. -Tak. Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød Læberne frem: -Jeg vil hellere ha'e The. Ida lo: -Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande.... Saa løb hun: -Nej, nej, han var ikke vred.
Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride hjem. De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud paa Veien, sagde Ellen: -Carl jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket ... Det siger De, sagde han. Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei. Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet.
Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han kunde ikke gaa, inden ... Men saa saá han op paa Professoren. Han stod, legende med sin Uhrkæde og ventede. "Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt, Haanden fugtig. "Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var gaaet.
Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se.
Dagens Ord
Andre Ser