United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er netop det, han eier min Fortid, Alt, hvad der har nogen Værd i den, og han mener, at det giver ham Ret til mig maaske har han det ogsaa Minna, Minna! hvad er det, du siger! Ak, jeg veed hverken ud eller ind. Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig! Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne sammen. Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det?
Men efterhaanden blev Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerteligt Tungsind. Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede Læberne sagte. Saa rejste han sig lidt.
Og naar saa Husfaderen kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig.
Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord Han rørte sig i Søvne og aabnede Læberne. Saa rev hun sig løs. Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik ned ad Korridoren. Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende.
Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland: Jylland mellem tvende Have Som en Runesten er lagt. Runerne er Kæmpegrave, Inde midt i Skovens Pragt, Og paa Heden alvorstor, Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor. Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke, Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet ... Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast ... hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes Nu fik han Lyden frem.
Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn. -Hr. Adolf Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til Trøst. Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen.
Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.
Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre! Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa heller ikke. Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik. Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder. -Vel, Hr. Professor. Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt. -Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne.
Dagens Ord