Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den hvilede jeg mit Hoved. "Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt. Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var alene med en rigtig Mand!
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper: -Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken: -Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj. Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele: -Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde af Betændelse. „Ej kender du ikke hende?“ svarede man forbavset. „Næh!“ „Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.
Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset. Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt: »Saadan som hjemme efter Martin Luther?« »Ja!« Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og nærmede sig Vinduet. Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter.
Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod hans Bryst, og hendes Hovede næsten laa paa hans Skulder. Sludder! Sludder! gentog han. Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve? Men jeg skal lære dig noget andet!
Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed.
Derefter satte han sig ved Sengen og fortalte frit væk Historier. Axel havde det bedre, Smærterne belejrede ham ikke saa haardt, han hvilede . . . Hvad var det Zacharias fortalte? En rask lille Fortælling om en mærkelig By, han engang var kommen igennem nede i det indre Tyskland.
Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol: -Ja vil De sige mig hvad er der vel Plads til i dette Land? Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.
Dagens Ord
Andre Ser