Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. oktober 2025
Den ene købte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et Studekøretøj for at fragte den, han kørte i Mag og blev slaaet ihjel samme Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam. Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der et Sted, han døde ensom og i største Usselhed uden at have brugt en Hvid. Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.
I Blomst hele Sommeren. Blandt de bedste kan nævnes: Alpha , mørkblaa; G. Wermig , smaablomstret blaa: Ardvell Gem, gul; Sylvia Creme , hvid; Kitty Bell lys lilla. V. e. skal omplantes ofte, helst hvert Aar. Egner sig særlig til Gruppe-og til Udplantningsplante, som Bund for højere Planter, som Tulipan eller Montbretia o.s.v. Deling og Stiklinger. Sol.
Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke. -Men Smørret maa være godt, sagde hun. Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags drømmende Sorgløshed.
Derhos blev og stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet mere fornam til dets Optøger. Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted endelig befriet fra dette urolige Selskab.
Og førend hun endnu havde faaet svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en bragende Latter og faldt Palle om Halsen.
-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet. -Kom nu, sagde Moderen. Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev der næsten ikke talt. -Fritz, sagde Moderen pludselig: -Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl. -Stella. -Nej. Moderen tav lidt. -Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt. Faderen svarede ikke.
Og hver af Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder. -Mo'er, Mo'er, det er fra mig. -Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig. Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt. Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord. -Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. Og hun smilte.
Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som bo på Jorden? Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke skulde ihjelslås ligesom de.
Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i svømmer Blomster med store, trevlede Rødder. Der er fuldt op af Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar slimede Karudser med døde Øjne og snapper efter Vejret. I en lille, blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de sumpede Kanter skyder alenhøje Bregner i Vejret.
Imidlertid stod han op og ravede frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige Puder. Endelig opgav han det. . . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden.
Dagens Ord
Andre Ser