Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Hendes Øjne var blevet dybere, med et ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en Rose i Haanden. Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.
Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg. Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse.
Men kan en hvid Mand gøre det, kan vel ogsaa jeg!“ tænkte Manden. Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede han først ud i Søen, da han var bange for, at man skulde hugge Tovet over, naar han var kommen ud. Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, da han var meget stærk; men der var langt mellem de to Fjældtinder ...
Der blev næsten stille i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem. Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen. Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen.
Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor. De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt. Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen. Lys var der kun af Stjernerne over dem. Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn. -Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine. -Det siger man.
Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik. Og dog og dog blomstrer der glødende Roser Roser, Roser blomstrer dog for de andre. Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen. Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort. Til venstre var Smedjen.
Den Djævel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian Friederich Mavors i Jakob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige fornemmes.
Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede Knopskællene fra alle de nyløvede Grene. I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....
Hun bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning hvad? Hvem der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig at være ved Teatret og man saa oven i Købet har en lille Dreng, som trænger til Ens hele Omhu." Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave.
Dagens Ord
Andre Ser