United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge.
Han løftede bare Piskeskaftet op til Hatteskyggen. Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed. Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en solbeskinnet hvid Mur. Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og skudrede sig. Ja, man sover aldrig godt om Bord.
Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde sig, Luften døde ud. Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene. De lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til at støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult høre i det fjærne.
Hun var forunderlig klejn og hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke. Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig, han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du Kirsten!
Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som ingen kender, uden den, der får det.
Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft.
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, ud i Sommeraftenens Skønhed. Tine , sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp. Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord, Tine ikke forstod: "Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun. Og hun tav igen.
Og hun var altid træt, gad ikke gaa og intet foretage sig. Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.
Halfdan , lys crémegul, Helge , stærkgul, og Ingeborg , ren hvid, er blandt de bedste. Alle de nævnte Iris formeres ved Deling og er ualmindelig lette i Kultur. l. pumila taaler af dem alle mest Tørke.
Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i samme Time. Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.
Dagens Ord