United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar. "For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?" "Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte. Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet.
Især var han begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger.
-Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik. Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han: -Ja den stakkes Elisabeth. -Hvorfor hvad er hun nu hun er er vel gift? -Nej hun hævede sin Forlovelse den Vinter den Vinter den sidste Vinter hævede hun den pludselig -Hvem var han? Var det ikke Thorsen?
Og saa skjultes Køretøjet af Havens Træer. Hun var nydelig! udbrød Clara. Ja nydelig! gentog Pastoren. Malet! sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig. Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede dumt ....
Men saa hævede hun Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil: "Og om saa var" ... Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig." "Ja hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned. Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen.
Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe.
Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den. Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen.
Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge! Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.
Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand havde man været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig.
Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring. »Det er vel Skolen?« spurgte jeg, idet jeg pegede derop.
Dagens Ord