Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
»Hvor meget vædder vi?« »En ordentlig Masse 5000 Kr., Du har jo Penge nok.« Her afbrød Fru Parker: »Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men jeg vidste ogsaa Hr. Majendie! at Deres Kone er parat til at gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!« Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell: »Hvem er De, med Forlov?
Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med: -Men hvad er det for en Middag? spurgte hun. -Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen. -Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse. Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring.
Clara var grædefærdig. Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig. »Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky. Resolut sprang jeg op. »Hvor gaar Du hen?« »Blot ind og kalder paa Grev Campnell. Nu #maa# vi have fat paa ham!« »Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.« Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset. Flere Gange bankede vi paa.
Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans Læber, der smertede ham. -Det er Onkel Hvide, sagde Baronen. -Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.
»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!« »Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme kom, lad os se ad!« Kort efter kom hun virkelig tilbage med den. »Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie tænk Dig en rigtig Mumie saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«
Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved Flygelet. -Kan man ikke være lykkelig hvor vil De dog sige det, Grev Schønaich Som nu jeg idag iformiddags, da jeg laa paa Bakken der, De ved, hvorfra man ser Havet.
Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig vanskeligt Stykke Arbejde. De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til, at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig destingverede ud.
-Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen... De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le: -Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kære Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug.
Men et Nu efter sagde hun: Ja Det er sandt aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift. Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig.
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: »Er August Campnell her?« Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik. »Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater!
Dagens Ord
Andre Ser