Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Fra Kirken horte hun Soldaternes Sang: Vor egen Magt, den er kun svag, let kan os Fjenden faelde; men En antager sig vor Sag, omgjordet med Guds Vaelde: Det er den Herre Krist, og Sejer faar Han vist! Der er ej anden Gud, Han drager med os ud. Han Marken skal beholde. Den Syge mumlede i Sovne, men Tine horte det ikke: hvor staerkt de dog sang derinde de, som skulde do .
Der laa mange danske Tropper i Randers, men man frygtede hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen, Fjenden var rykket frem Norden for Skanderborg Vejen laa aaben. Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed. Det var ud paa Aftenen.
Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt. Det var Greven selv. Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig « Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig skjult som en Fredløs. ».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte og græd paa samme Tid.
Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at jeg skulde gennem Senlis. "Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem." "Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg. "Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden» foran dem. Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme Dyrene. Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen. Karen brast i Latter. Hun kunde ikke lade være: hun maatte nikke igen!
Ved Skæg og Paryk det, Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld havde han ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen. »Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig glemme Dig ... Dig er det, som redder os!« Kapitel II.
De er paa Spor efter ham. En eller anden maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han flygte bort fra Landet, tilbage til England. Aa August ... kunde han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes ... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!« »En Time? Blot en Time?« gentog Drengen. »Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«
Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille. -Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse. Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et Antal høje Bakker.
Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt løs paa den graa. I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med Forpoterne ud efter Fjenden.
Dagens Ord
Andre Ser