Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken. Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden. Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt hun frygtede. Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke. Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser. Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder.
Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne Dør. Han lige blot saa derind. Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende.
Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket.
-Gaa derind, lille Preben; men sid stille. Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket. -Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til Ansigt, før han gik. Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa: -Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren. Den stærke Mand skælvede som et Løv.
Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal og et stort Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige. Mange Timer tilbragte han i Kirken. Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet.
Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig gældende. Ida gik op. Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin vanlige Plads paa Bordet. -Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".
Deres Moder har jo været en Del irriteret.... Ida blev ved at se paa ham: -I hendes Tilstand ... over at De var borte.... Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den Haand, han rakte hende: -Vi venter til iaften. Farvel. Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.
Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder græd hun og græd. Tjeneren fandt hende. Han maatte hente Faderen. -Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun. -Lad mig komme hjem lad mig komme hjem. Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv.
Dagens Ord
Andre Ser