Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?" "Jeg vil helst være fri." "Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. Bare ikke give fortabt!" "Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg kommer senere ..." Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene derind.
Han forsøgte at krybe derind, forsynet med en velspækket og vægekranset Lampe, men naar han kom et Stykke ind, gik Lampen ud. Ogsaa den Dag maatte han opgive at faa fat i sin Kone.
Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første." Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede."
Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frøken Roed: -Er han ikke i Seng? -Nej. -Og imorgen skal han ha'e sit Tøj? -Ja. Dr. Qvam aabnede Døren derind. Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen. -Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.
Der var ikke andet at gøre end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden, men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene og kom de derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste.
Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned. Agnes rejste sig og gik derind. -Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa. Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol. -Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.
Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis. En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat.
Ida kunde næppe tale. Vaagekonen rystede paa Hovedet: -Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun: -Nu sover hun. De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov. -Saa gaar jeg derind, hviskede Ida. Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet uden at drage Aande.
Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne. Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar.
Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. -Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man sover.
Dagens Ord
Andre Ser