United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og dukked mig ned. Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem og gentager: »De mister Deres Bog, Frøken.«
Jeg står og ser hende ind i Øjnené og hitter på Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger indtrængende: »De mister Deres Bog, Frøken.« Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det. »Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre.
Tag denne pæl; med den jeg spidded morgenstjernens øje; tag tag, og ram den tvers igennem liget, så mister det sin magt, og jeg er fri. Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket! Afryst dit støv og gå med mig til glemsel! Halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed hånd. Nemesis har gjort sin gerning. Dølg mig, dødens mulm! Mørke Styks, løft nu din bølges hoved højt og svulm!
Og Alonzo, du holder dig tilbage?» Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af de luxembourgske fils perdus , han mister sit Ulvenavn, han bliver hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne Landsbyes Ødelæggelse. Ve hans fortærte Sjel!
De var nokså fræk den Dag, da De var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!« Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse! »Hvorfor siger De ingenting?«
Tankerne kommer så pludseligt på mig og vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.
GINA. Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle- far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg. HJALMAR. Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. HEDVIG. Å ja far! Gør det! GINA. Hys; væk ham bare ikke!
De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«
Dagens Ord
Andre Ser