United States or Angola ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den. Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig. HEDVIG. Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om på den! GREGERS. Å det gør han da visst ikke. HEDVIG. Nej, men han sa' det.
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.
HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket. GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det, havt god anledning til at gruble over mangt og meget.
Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, hm. Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra? HEDVIG. Han har visst fåt af Gråberg. GINA. Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig. HEDVIG. Så må han ha' fåt sig en flaske på borg et steds. GINA. Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. Nej men, Ekdal, er du alt der igen! Tænk, at du kommer nu, far!
Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg. Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os. GINA. Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen. HEDVIG. Ja men GREGERS. Nå? Har De så fåt spurlag på ham? GINA. Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
Jeg finder Vel fyrstikker? GINA. Fyrstikkerne står på kommoden. HEDVIG. Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen. GINA. Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling. HEDVIG. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration. GINA. Det også, ja. HEDVIG. Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
GREGERS. Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun. Å, det barn! GINA. Ja, hvad hun kan finde på! GREGERS. Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke hun kunde leve den foruden. Der kan du selv se, Ekdal. HJALMAR. Gina, hvor er hun henne? Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
HJALMAR. hundrede kroner, så længe han har det nødig, det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne. GINA. Nå, så er da han forsørget, stakkers. HJALMAR. Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig. HEDVIG. På mig! Alt sammen? HJALMAR. Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?
Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag. GREGERS. Hvilken livsopgave da? HJALMAR. Glemmer du gubben med sølvhåret? GREGERS. Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?
GINA. Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig. HJALMAR. men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let GINA. Jeg skal nok ta' vare på det, Ekdal. HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' hans sag, om han vil gøre brug af det. Ja, stakkers gamle far