United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som savnede Kræfter til Forsvar. Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud. Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler. Jo, de kommer nok, sagde hun. -Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen Jordbær. Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag. -Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Jo længere mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig.
Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke. Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: -At De er kommen hjem. Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad, staerk og sund og ren saadan som han saa hende altid og altid nu derude i Kulden og Natten og Dyndet derude i Skansen.
Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til at lægge Mærke til Kulden. Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre. -Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen. Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Fru Reck ventede et Øjeblik: -Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Alle fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne. Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen.
Hun syede, eller Hun havde taget en Bog men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder. Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden.
Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker, Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig fornøjet.
Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.
Dagens Ord