United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det uendelige Menneskehav.
Og den store Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den, ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til.
Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig. Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske Vinterliv.
Da for nylig den store Børskrach bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede, gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen. Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed.
Vil man til ren Natur, skal man ud over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa meget man lyster.
Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene; dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge Marseillaisen paa Théatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paa Théatre des Variétés spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr.
Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise sig fra sin fordelagtigste Side.
Det er maaske, naar det kommer til Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at leve sammen med. Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og det er jo kjedeligt nok.
Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel, der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig vakt Sands for Naturskjønheder.
Er der altid uhyre meget Daarligt paa Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning har frembragt. Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er Hovedbegivenheden i Aarets Liv?
Dagens Ord