Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden. -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind. Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.
Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde forandret sig.
-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde lagde hun til. Der blev en Pavse. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han: -Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.
Jeg trykkede mig op mod en Bøgestamme og saa udover. Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham, tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde.
Der gik en halv Time, der gik en hel, han blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette betød. Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved Skafottet, ellers var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs over Torvet og op mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken lød op fra dem. Vejret var raakoldt.
Jeg holder til den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op. Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og lader Vandet løbe ud.
Kongen gik grædende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens Hjærte blev underlig panisk berørt, han snappede efter Vejret, han fattede det ikke. Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa tydeligt frem.
Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink. Naa, ja saa maatte vi se Tiden an!
En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet.
Dagens Ord
Andre Ser