Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 20. juni 2025
Og mellem hendes Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem. Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar. Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad.
Og Juliane førte hende varsomt frem og tilbage over Gulvet. Hurtigere! Hurtigere! Jamen her er jo ikke Plads, Mor ... Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et Hus. Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!
Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og vendte sig mod Skolen en sidste Gang: Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.
Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig varsomt ned til ham. Skatten . . . skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten ikke hørligt. Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel, meget vist. Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent. Nu tror jeg alligevel . . . du skal se, du kommer dig, Mikkel! Mikkel Thøgersen laa maalløs.
Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig sukkede han dybt. Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid kunde blive ved at danse.
-Men svære Ædere, sagde Bai igen. Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede. Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over Markerne. -Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt. Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder. Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
Ind imellem Vognene snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar, snart holdende sig varsomt tilbage. Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og erobre sig de bedste Pladser uordnet, væltende sig frem som skræmte Faar.
Ida kunde næppe tale. Vaagekonen rystede paa Hovedet: -Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun: -Nu sover hun. De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov. -Saa gaar jeg derind, hviskede Ida. Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet uden at drage Aande.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede. Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig. Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund.
Dagens Ord
Andre Ser