Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse. Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele. Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen. Undertiden laa han og halvsov.
Saa gik Drengen ind paa Forslaget. Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig. „Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du vil falde ned.“
Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne. Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.
„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!“ Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet. „Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte. Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted.
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer. Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.
-Deres Heste...? Ja de har mange, og hans Kikkert søgte op mod Amfitheatret. Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine. -Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen? Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.
Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel. -Marie hvor er du Marie ... Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere Ord, før Linds kørte bort. Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte.
Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved maaske en Hare, der sprang op naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament.
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede, følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang, da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den. Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned.
Hun kendte, svimmel, Marie hun var kommet op igen i Vogn med sin Kavallerist.... Hun sad paa hans Knæ.... Hvor hun saa' ud saa daanefærdig.... Og alle de andre saa de laa hen som halvdøde ind til Karlene.... Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt. -Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Dagens Ord
Andre Ser