United States or Denmark ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt aa jeg ved slet ikke, hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem men hvorfor piner De mig saa, som nu at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre men hvorfor vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor. Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.
Pigen ventede og slog Døren op. -Men, Fa'er. Ellen slap hans Arm, har du tændt i Kronerne ... Hvor det straalede. -Ser du ikke din Moders Billede ? sagde Maag. -Jo der var det. Det er nyt? sagde hun. Men Fa'er naar har du faaet det? -Ja jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende.
Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt det maa De tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar De hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man elsker.
At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog dog er det bedre saadan ...
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe henad Gulvet. Maag besindede sig og taug. Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys. Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke med nogen.
Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm. Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets Nærværelse.
-Hvad vil du, sagde Faderen. Hun lo og løb ud. Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham. -Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok man havde burdet kalde hende Marie. Han gav sig igen til at gaa. -Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne.
Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede Læber det kolde Træ. Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken. Erik var forelsket.
Men jeg ved det, Holm, at Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig selv ... -Ellen Maag det har jeg ikke fortjent ... -Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu men sagde De ikke selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, Holm, til dette idag?
Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen: -Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes og saa siger de, jeg vil kun befale ... Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød.
Dagens Ord