Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 17. juni 2025
Jakobsen var en stor, sværlemmet Gaardmandssøn paa en sytten-atten Aar. Og det var første Gang, han var mellem Fremmede ... Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene: Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham. Nej! Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!
Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet fra Kroppen og kastede det ud i Havet. Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste det ..... Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod hende blive liggende der. Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen. Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.
Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren. Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til: -Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
For at sikre sig, at den dræbtes Sjæl ikke rev sig løs, kunde man ramme en Pæl gennem Liget, eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjæl ned. Paa lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles. Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender.
De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen. Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham. Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa Jorden til en stor Pøl. Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen. -Tag ham, sagde Giovanni. Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.
Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden. Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene. Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte dem for.
Da hun var meget fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede. Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og Haand lignede en Vandmand.
Pompadour stillede sig hurtig foran Døren: Nej, nej, sagde hun der kan Godsejeren ikke komme ind, der ligger jo Liget! Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var stærkere end han, saa at de ligefrem brødes. Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa. Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage.
Dagens Ord
Andre Ser