Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juli 2025
Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage. Du over Helte svæved, som sank i Dødens Favn .... Karen! befalede Kaninen og rejste sig kom ned straks, hører du! Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky: Dit lyse Kors har hævet til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!
Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn. Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig Første Mand i Vandet! Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder. Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun kunde ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til det; havde aldrig prøvet det før.
Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest ved Siden af sin. Jeg tør ikke, smilede Greven jeg er bange, den skal slaa mig af. Han er sød! hviskede Clara. Jeg kunde spise de Øjne! Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.
Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende. Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke vilde med. Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt og raabte og lo og sprøjtede hinanden. Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne.
Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen. Baronessen skyndte sig ud i Galleriet: Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen. Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt: Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?
Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere Stivelse i dig! sagde hun. Ja a ... hviskede Kaninen trøstesløs. Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med sin dybe Mandfolkerøst. Saa, saa, saa! sagde hun Er det en Maner for et stort Pigebarn! Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade!
Spis Kage! ... Hvad døde han af? Brystsyge ... Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom? Nej det ... tror jeg ... da ikke ... Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede højt. Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet Bli'er du syg? Jeg holdt ... saa meget ... af Far ... Baronessen rystede energisk sine Krøller.
Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro; men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke.
Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske for sig. Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren er nede i Skoven! Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. Er han det? Ja saa faar en nok se aa himstre a'! Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen. Jo vel hørte jeg det, jo!
For han var jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred, ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber. Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! .... Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen. Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen.
Dagens Ord
Andre Ser