Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juli 2025
Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne. Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! ... Og hos saa fine Folk! Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden. Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der Svar.
Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen. Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste Led blødte: Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun. Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at faa dem. Hvem? spurgte hun Hvem bed? Stasia, naturligvis! Er hun ... da der oppe?
Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak. Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der hvor Skov og Have gled over i hinanden.
Rigtig godt ... stammede Frøkenen. Sludder! lød det brutalt fra den gamle Tal bare fra Leveren til mig! Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen. Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes Krydsforhør. Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte Baronessen. Nej ... sagde Frøkenen sagte. Naa dog ikke!
Naa aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder. Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby Det kunde for Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun Vi maa skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!
Clara snappede Relikvien fra hende. Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den hvor den dog er dejlig! ... Maa jeg ha' den, hva' Baby? Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen. Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....
Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare Chemise og trak Strømperne af Nu er vi andre snart færdige! Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage Vi har heller ingen Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand! Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken Mascani. Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.
Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Haar. Syng lidt, hva'? bad den lille. Jeg kan ikke synge .... Jo, den om Dronningen!
Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid. Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.
Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach, og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de gik ud paa Gaden.
Dagens Ord
Andre Ser