Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
„Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ sagde Folk, da de nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da Poulineq's forhenværende Kone kom ind. „Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise,“ sagde hun. „Man er mæt!“ sagde Poulineq. Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa Fortovet, helt ind til Husene. Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. Han gik gennem Porten.
De samme kolossale Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor, den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene, Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over Gadeasfalten.
Søen var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig.
Nu havde han vel naaet Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag vidste hele Bygden det.
Og naar Purken tilmed spyttede og kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu mere og luskede bort som en vaad Hund. Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk.
„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt, langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han bevægede sig i en Rundkreds. „Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et stort, stærkt oplyst Hus.
Og hun havde tilgivet alt. Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin Datters Seng. Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun: -Nu skal hun hjem. Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. Det var blevet stille i Skolen.
Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller »Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap.
Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.
Dagens Ord
Andre Ser