United States or Sierra Leone ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til ham alt, alt sammen. Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld. "Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over Fjældet. Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange, sorte Taner.
Staudevegetationens uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der tiltaler os saa umiddelbart.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over Dale og Bygder som en Rovfugl. Nede i Bygden var man utryg.
Naar han indskjød en Bemærkning eller et Spørgsmaal om Kunstforhold i London eller Sligt saae Minna paa ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn, der har været uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen.
Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset. Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han spurgte mig om alt muligt og viste en Finfølelse, som jeg ikke havde ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da Gongongen lød til Lunch og vi gik ind.
Godmorgen, raabte Zacharias muntert, hans Stemme var som Træ, naa lad os saa se! Dermed slog han Dynen væk og greb med begge Hænder paa det saarede Knæ. Axel skreg højt en eneste Gang. Ho ho, sagde Zacharias og knurrede, han følte med haarde Klør, men Axel strakte sig ud og tav. Ho ho, Zacharias bøjede sig og begyndte at spinde . . . saa! Jo det var som han nok tænkte.
Hans Velærværdighed var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at se. Ungdommen gav sig til at danse. De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
Og det var ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde og ... og ..... Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen! Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun: Hvor mon dog Karen bliver af?
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Dagens Ord