Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-: -Deres Fader er jo i Byen. Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne: -Ja, sagde han.
Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde: -Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt: -Sherry eller Madeira? -Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det lille og fine Hoved for Hendes Naade.
-Ja, hvor er de hvad tager de sig til alle sammen? Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen: -Det er Foraar, Fritz. Faderen gik lidt: -Du maa holde dem hjemme, sagde han: -Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an. Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun ud i Luften, og ikke til ham: -Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.
-Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det skønne og flammende Træ: -Fritz, det var saa dejligt.... ... Der er endnu ét. Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv. Moderen stod tavs i Træets Glans. -Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig mat.
Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye. Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle. -Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest. Faderen aabnede sit Vindue: -Stella, dit Bryst, sagde han. -Fritz, vi løber blot. Hele Skaren jog videre. For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse. -Der er en Lirekasse, raabte Moderen: -Kære Mand, kom dog ind.
Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket. -Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind. -Hendes Naade har ringet. -Og min Søn? -Hr. Fritz Hvide er gaaet ud. -Hm. -Bring mig Journalen.
Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en rødblond og bred Godsejer fra deres Egn.
Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig. For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde det. Hun bekræftede det med et Nik: -Det véd ogsaa Fritz, sagde hun. Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man hende, skulde nogen dø.
-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit Lommetørklæde. Hestene foer, og Pigerne dansede. -Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen. Det var en eneste Støj. -Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet. -Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv. Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.
-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz. -Nej. Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget: -Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige. Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra: -Og saa kommer alligevel Døden.
Dagens Ord
Andre Ser