United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik Undervisning i Kunsten at spise Artiskok. Il est charmant , sagde hun ganske høit. Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede. -Drikker De ikke med mig, sagde hun. -Jo Tak saa gerne ... men ...
I Morgenens klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se. Det var Dartmoor Fængsel! Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa rystet ved Synet, at det først efter nogen Tids Forløb gik op for mig, hvorledes det hele hang sammen.
Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine.
Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal?
Materialist nei, det kan man vist ikke kalde mig, men Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine.
Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ... Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt. Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til »Bummerten«.
De plejede ellers at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os andre i Dag, Johanne! Jamen, havde Fruen forsøgt Maden, Adolf .... Men Adolf havde rynket Brynene: Du gaar med!
»Det gaaer jo udmærket«, hviskede Andrea Margrethe til mig, »det er jo Vaudevillen »Nei«, De spiller for os den har jeg saa længe ønsket at see.« »Noch ist Polen nicht verloren«, hviskede jeg til hende, og begyndte derpaa atter: »De lever altsaa bestandig paa Landet?« »Ja.« »Og De holder meget af Landlivet?« »Ja.« »Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?« »Ja.«
Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét: Naa saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Dagens Ord