United States or China ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg Stemmer indenfor. Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.
„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra Helene Zubova mit Navn er Andrey Kojukhov!“ „Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa min Søster, værsgod at tage Plads!“
Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren. »Ikke tilstede, Di.« »De lyver!« sagde jeg.
Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så vendte jeg om og gik nedad Gaden. Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer urolig og nervøs.
Nu fortæller vi til brødrene dit nye sære forsæt. CATILINA. Og bring dem så min broderlige hilsen! Igen de vilde venner i dit hus? O, Catilina ! CATILINA. Det var sidste gang. Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bånd, som bandt til Roma mig, er overhugget for alle tider. AURELIA. Jeg har pakket sammen vor smule ejendom. Det er ej meget; dog nok for nøjsomheden, Catilina!
Så rejste jeg mig og gik. Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen.
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: »Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: »Nej, kære, det forstår jeg nok.
Hun bladet og læste her og der. Det var Leopardis hymne til Italien, som Gunnar var saa begeistret for. Hun læste den. Margen var svart av gloser og blækflekker. Det var som en hilsen fra ham inderligere end nogen av hans breve. Han ropte paa hende, ung og sund og fast og virkelysten. Han bad hende komme tilbake til livet og arbeidet. Ja om hun kunde ta sig sammen og begynde at arbeide igjen.
SVANHILD. Ja det er sandt; men jeg har fundet min. Hvad har De gjort! Nej kun øje for øje, Svanhild, ikkun tand for tand! Nu får De ingen hilsen fra det høje, og ingen gave mer fra sangens land. Se, det er hevnen over Deres værk! SVANHILD. Mit værk? FALK. Ja Deres! Indtil denne time slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk. Se nu kan klokken over begge kime, De har den dræbt! SVANHILD. Har jeg?
Dagens Ord
Andre Ser