United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt. Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op imod den oplyste tredje Etage. En egen Mistanke greb ham. „Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“
Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg Stemmer indenfor. Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.
Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu! »Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Men alt havde forsvoret sig imod mig.
„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille. For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene Dudorov!“ Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte langsomt at aabne Pakken. „Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?
Løbet om den hele Dag efter en Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale.
»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser. Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik. Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud.
Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel havde sagt? Ja, men jeg tålte ikke alt! Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.
Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø.
Dagens Ord
Andre Ser