United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa nikkede han til mig, knælede ned paa Klipperanden, tog Rebet i Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornøjelige Øjeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den bedste Silke og vævet i et Stykke undtagen dèr, hvor Ærmerne var syet til.
Muren ved Peking var intet i Sammenligning med denne Klippevæg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde været fæl nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men Nikola var som sædvanlig Situationen voksen. "Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den." Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa bandt han Ærmerne paa de to Frakker sammen.
Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen. Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i Ærmerne.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne. -Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ... Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne: -Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man....
Jeg var forsigtig nok til at holde mine Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa Gulvet.
Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt! I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to. »Hvad skal jeg nu gøre ved Jer ?« »Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan faa alt, hvad vi har.« »Penge føj!« Han spyttede haanligt.
Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder; men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen sparsommelig Maade.
Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne. Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min værdige Slægtning? spurgte hun. Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.
Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost! Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring Armen til lidt neden for Albuen.
Dagens Ord