United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
Af Sorg unddrog han sig Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han. Og deraf har Fjældet siden faaet Navn. Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem byggede to Venner.
Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud. Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
Han var som Følge deraf mere moden end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed.
Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse og ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel deraf.
Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved maaske en Hare, der sprang op naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament.
"De maa jo have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. Er det ikke saadan omtrent, De tænker?" "Jo, det er vist det."
Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange. Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige."
Men Præsten blev ved: "Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse ..."
Han fik noget mere Te, men han drak den ikke, og deraf sluttede jeg, at han heller ikke var saa rolig, som han saá ud til. "Der er noget mere," sagde han, og nu var der næsten Forlegenhed i hans Stemme. "Noget, som jeg gerne vil sige, skønt Hr.
Dagens Ord