United States or Eswatini ? Vote for the TOP Country of the Week !
-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz. -Nej. Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget: -Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige. Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra: -Og saa kommer alligevel Døden.
"Det er Champagnen, tror jeg." "Den var dejlig." "Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede. Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede. "Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille." "Ja."
-Fra Hans, svarede Faderen indefra. -Til din Fa'er? -Ja. Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig. Derinde lød Faderens Skridt. -Fritz, hvad Dag er det? -Fredag. -Nej, men Dato. -Den otte og tyvende. Moderen rørte sig ikke. Derinde lød Skridtene.
Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans, som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede. Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: "Hver Dame en Herre, hver Dame en Herre" saa Støj og Musikken, som begyndte igen. "Er det Amélie-Vals?"
Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsØre-Butik i fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf: Begyndelsen til »Nathandelen«. Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene. De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over Hovedindgangen og saa' paa Salen.
-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa ... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Haand Forstaar du, det skal jo nu udføres , forstaar du ... Saadan lidt søvnig Snak som de er med Støv i Øjnene.... -Her er et brillant Sted i Kotillonen i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed. Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. Fejg fejg! Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly.
Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vinduerne. Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal.
Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe.
Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til Parkettet. Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede Blodet igennem ham. "William," raabte Høg.
Dagens Ord