United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorfor skulde ikke kjærligheten kunne komme slik langsomt, som en varme, der steg fra dag til dag og gav sig tid til at tine og lune . Fordi om hun før hadde trodd, den kom som et uveir, der i et nu skapte hende om til et menneske, hun selv ikke kjendte som hendes gamle vilje ingen magt hadde over. Og Helge han tok saa uendelig blidt og rolig mot denne kjærlighets langsomme, sunde vekst.
«Jeg reiser jo ogsaa,» hvisket hun blidt. «Og vi kommer nok hitned igjen, Helge. Sammen.» «Du er altsaa bestemt paa at reise hjem? Aa Jenny er du ikke lei for det at jeg kommer saan og forstyrrer alle dine planer?» Hun gav ham et fort kys og sprang bort til tevandet, som kokte over. «Du da. Nei jeg var jo halvveis bestemt paa det fra før, ser du.
General Emory, fortets kommandant, beordret en eskadron kavaleri under løitnant Thomas til øieblikkelig at forfølge hestetyvene. Da Thomas var ny og ganske uerfaren i tjenesten, gav generalen ham bare den korte instruks: «Følg efter Cody!» Under Buffalo Bills ledelse blev indianerne skarpt forfulgt hele dagen og den følgende nat.
»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker. »Å, vis mig ikke bort ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg nød noget.« I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?
Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur.
GULDSTAD. Fast aldrig var vi enige; vi gav hinanden tidt det glatte lag; De stod som høvding for en stortænkt sag, jeg var kun en af døgnbedriftens menige. Og endda var det som en streng, der bandt imellem os, som tusend glemte sager ifra min egen ungdoms tankelager, De støved op og frem for dagen fandt.
Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden. »En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden. Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde: »Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor trængende De kan være.«
Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; men uden Nytte.
Jeg forstod, hvor hun var lidenskabelig, hvor skinsyk og tyrannisk hun vilde bli i sin kjærlighet . Men jeg gav pokker i det det smigret mig, at det var mig, denne vilde lidenskap gjalt at jeg eiet denne deilige piken saa absolut. Og det var selvfølgelig aldrig min tanke at bli bare hendes, slik som jeg visste, hun vilde fordre.
Min Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? Ikke?
Dagens Ord
Andre Ser