Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juli 2025
William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret. Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte til at græde, mens han tog den op.
Det var, som pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt: "Og nu De," sagde han, "hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?" "Hvad alle vil blive til noget ..." "Hm naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende." William vidste ikke, hvad han skulde svare.
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede for" hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til Fodsaal, raabte hun: "Dreng!" William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op til Væggen....
Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og med løftet Arm hviskede han truende: "Du ler af mig, Du ler af din Fa'er." Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren voldsomt døde paa hans Læber, syntes William, han maatte forstenes under dette vanvittige Vredesblik.
Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt: "Men hvis jeg nu havde sagt nej " Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William stod lige ved ham. "Det kunde De ikke," sagde han. "Saa?" Rektor pudsede sine Briller "hvorfor ikke, Hr. Høg?" William blev forvirret og stammede: "Jeg mener det vilde Professoren ikke."
Fruen saá paa ham og vendte sig igen. "Ja saadan er det med Debutanter" sagde hun. William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted. Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne.
Det var naturligvis blot Klodser alle Bøgerne i Bogskabet, med malede Rygge ... og der var heller ingen Glas for Dørene ... naturligvis. William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem.
William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning. "De kommer der nok en Del," sagde han. "Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.
Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet. Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag? Og dér sad Instruktøren med sin Kone. Ja, det var hele hans Liv.
Men Nina gav det et Ryk i, saa hendes Strikkepinde fo'r raslende imod hinanden; hun kunde undertiden være paa Vejen til at blunde lidt. Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene straalede. "Du vælter Lampen," sagde Stella.
Dagens Ord
Andre Ser