Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne. "Tror Du, hun dør?" spurgte William. "Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar. "Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
"Nu," sagde hun. "Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se. Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an. "Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella. Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi Moderen.
Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det: "Det er 600 Aar siden," sagde han. "Seks hundrede Aar!" Williams Tanker kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om, hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke, som hans Moder fortalte om.
Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste Plukfisk. Og Rektor spiste det ikke? Aldrig. Om Stella havde set noget værre end "Dronning Marguerites Noveller"? Nej aldrig. Berg paastod, at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist Pandekage med Kniv. "Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han ikke havde faaet Snitter.
Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset; men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op. Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken.
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med. William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet Sekund, at nu kom de ganske vist For sent.
Repetitionstiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis. "Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede under Træerne lige overfor Kirken. "Aa, ikke meget."
Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De saá alle ned for sig Præsten havde foldet Hænderne. William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden. Saa gav han sig til at græde. Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa Buffet'en ... Krigen kom.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i Blomsterbordene dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér. Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne de var helt tørre, William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den ... Mon de dog aldrig vilde komme?
Dagens Ord
Andre Ser