United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind. Saa sagde hun noget kort: "Der er nogen hos Instruktøren." William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det. Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
"Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. "Et Telegram." "Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned paa Gulvet. Høg var meget bleg. "Kongen er død," sagde han. Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske stille.
Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. Saa standsede han ved Sønnens Stol og sagde pludselig: "Ja, for det fordærver Dig vel ikke?" "Jeg skriver jo altid," sagde William. "Vist saa, vist saa. Naa skriv saa." Sønnen bøjede sig ned over Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly. "Thi Kvinden er ikte bedre værd," dikterede Høg. "Manden er Herre og kan ødelægge uden Ansvar"
"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi ... ", han standsede, "De véd, den er falsk ." Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst. William kunde ikke svare. "Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr.
"Det er lutter Smaareplikker," sagde Professoren uden at løfte Ansigtet fra Bogen, "det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder." William følte det selv: "Ja, Replikkerne er meget korte," sagde han. Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet til en Stol. "Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter Mellemtoner .."
Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev og nu vilde han komme igen Klokken syv. "Et Pengebrev?" "Ja han havde Protokollen med." William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet. "Hvad er Klokken?" spurgte han. "Halv syv ..." Et Pengebrev et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden maaske ...
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed. Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. Fejg fejg! Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly.
"Aa jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan tale ..." "De behøver ikke at være bange," sagde William. De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende. Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?"
Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger, som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade, hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog. Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen.
Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok. Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt. Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik ... William Høg var ikke fortvivlet.
Dagens Ord