Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r op fra Vuggen ... "Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde. Hornene lød nu fra alle Kanter ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen.
Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik hver et Lys og holdt det højt i Vejret. "Saa."
William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte. Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans Liv Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar
I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab. De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde næsten ikke talt sammen, da hun kom.
Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man skar det bort? Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden. Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som laa ham paa Tungen?
Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage. Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden til Skueplads for deres Drømme.
Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret paa Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt: "Kys Willy," sagde han. Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt ned ad Højen. Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers.
Men William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag hun kunde ikke slippe.
De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed. Nina lod Bladet falde. Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse. "Lad os besøge Moder," sagde saa William. Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt Silketæppe laa Stella paa Sengen.
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud maalte den Verden, han tog i Besiddelse. William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i Haanden.
Dagens Ord
Andre Ser